Evidensbaseret psykoterapeutisk behandling

 

Generelt om evidensen for psykoterapi

Der har gennem de seneste årtier været forsket i psykoterapi og effekten deraf, og der er bred forskningsmæssig konsensus om, at den generelle effekt af psykoterapi er signifikant, og at effekten af psykoterapi er større end effekten af placebobehandling (Lambert, 2013). Et metastudie (dvs. et studie, der har til formål at samle og sammenholde andre studier) af 475 effektundersøgelser viste i 1980, at psykoterapi var markant mere effektiv end ingen behandling (Smith, Glass & Miller, 1980). Det viste også, at ”gennemsnitsklienten”, der modtog psykoterapeutisk behandling, klarede sig bedre end 80% af de klienter, der ikke modtog behandling. En senere undersøgelse fra 1991 (McNeilly & Howard)viste, at 15 sessioners psykoterapi har samme gavnlige virkning, som to års spontan remission (dvs. at klienten bedres over tid uden behandling). Den gunstige effekt af psykoterapi forudsætter dog, at behandlingen har den fornødne længde (Hansen, Lambert & Forman, 2002).

Generelt om evidensen for psykoanalytisk psykoterapi

Psykoanalytisk psykoterapi har et stærkt og voksende empirisk fundament. Der findes et stort antal effektstudier på både korterevarende og længerevarende psykoanalytisk psykoterapi, samt effektstudier af psykoanalytisk psykoterapi til behandling af specifikke lidelser. 

 

Studierne viser enstemmigt, at der er signifikant øget langtidseffekt (Abbass, Hancock, Henderson & Kisely, 2006). Med andre ord er der evidens for, at effekten af psykoanalytisk psykoterapi er virkningsfuld og varig, og at effekten fortsat øges, efter behandlingen er afsluttet. I modsætning hertil viser studier, at der er tendens til, at effekten af andre behandlingsformer mindskes over tid (de Maat, De Jonghe, Schoevers & Dekker,2009; Hollon et al., 2005; Westen, Novotny & Thompson-Brenner, 2004).

 

Der er også en stadig voksende evidens for, at psykoanalytisk psykoterapi er en virkningsfuld behandlingsmetode til mange almindelige lidelser som depression (fx følgende studie: Driessen et al., 2013), angst, spiseforstyrrelser, posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), komplicerede sorgreaktioner, somatoforme lidelser og forskellige former for misbrug (fx dette meta-studie af Leichsenring & Klein, 2014). Der er endvidere meget solid evidens for virkningen af psykoanalytisk behandling til personlighedsforstyrrelser (Winston et al., 1994; Hellerstein et al., 1998).

 

Referencer

Abbass, A. A., Hancock, J. T., Henderson, J., & Kisely, S. (2006). Short-term psychodynamic psychotherapies for common mental disorders. Cochrane Database of Systematic Reviews, 4: CD004687. 

 

De Matt, S., De Jonghe, F., Schoevers, R., & Dekker, J. (2009). The effectiveness of long-term psychoanalytic psychotherapy: a systemic review of empirical studies.Harvard Review of Psychiatry, 17: 1-23. 

 

Driessen, E., Van, H. L., Don, F. J., Peen, J., Kool, S., Westra, D., Hendriksen, M., Schoevers, R. A., Cuijpers, P., Twisk, J. W., & Dekker, J. J. (2013). The efficacy of cognitive-behavioral therapy and psychodynamic therapy in the outpatient treatment of major depression: a randomized clinical trial. American Journal of Psychiatry, Sep; 170(9): 1041-1050.

 

Hansen, N. B., Lambert, M. J., & Forman, E. M. (2002). The psychotherapy dose-response effect and its implications for treatment delivery services. Clinical Psychology-Science and Practice, 9(3), 329-343. 

 

Hellerstein, D. J., Rosenthal, R. N., Pinsker, H., Samstag, L. W., Muran, J. C., & Winston, A. (1988). A randomized prospective study comparing supportive and dynamic therapies: Outcome and alliance. Journal of Psychotherapy Practice and Research, 7: 261-271. 

 

Hollon, S. D., De Rubeis, R. J., Shelton, R. C., Amsterdam, J. D., Salomon, R. M., Or’Reardon, J. P., Lovett, M. L., Young, P. R., Haman, K. L., Freeman, B. B., & Gallop, R. (2005). Prevention of relapse following cognitive therapy vs medications in moderate to severe depression. Archives of General Psychiatry,62: 417-422. 

 

Lambert, M. J. (ed). (2013). Bergin and Garfield’s Handbook of Psychotherapy and Behavior Change.Sixth Edition. New Jersey: Wiley. 

 

Leichsenring, F., & Klein, S. (2014). Evidence for psychodynamic psychotherapy in specific mental disorders: a systematic review. Psychoanalytic Psychotherapy,28: 4-32. 

 

McNeilly, C. L, & Howard, K. I. (1991). The effects of psychotherapy: A reevaluation based on dosage, Psychotherapy Research, 1:1, 74-78

 

Smith, M. L., Glass, G. V., & Miller, T. I. (1980). The benefits of psychotherapy. Baltimore: Johns Hopkins University Press. 

 

Westen, D., Novotny, C. M., & Thompson-Brenner, H. (2004). The empirical status of empirically supported psychotherapies: Assumptions, findings and reporting in controlled clinical trials. Psychological Bulletin, 130: 631-663. 

 

Winston, A., Laikin, M., Pollack, J., Samstag, L. W., McCullough, L., & Muran, J. C. (1994). Short term psychotherapy of personality disorders. American Journal of Psychiatry, 151: 190-194. 

      Slagelsegade 1, 4. tv., 2100 København Ø     /     Tel 42 72 14 08     /     kontakt@psykologkronholm.dk     /     © 2019 by Jessieca Kronholm